[DK] Hr. og fru Danmark

Noget jeg tænkte pÃ¥ da jeg tog bÃ¥den hjem fra Berlin — om gen­nem­snits­danskeren og social­re­al­is­tiske værker:

NÃ¥r jeg nu hele tiden brøler op, sÃ¥ er det ikke fordi jeg tænker jeg har løsningen pÃ¥ noget som helst. Eller tror at hvis bare alle men­nesker var som jeg, sÃ¥…

Næh, jeg er bare skuf­fet. Som nu en træt aften pÃ¥ en røgfyldt færge, hvor den tidligere arbe­jderk­lasse (nu iført rød, japansk mellemk­lasse­bil og den obbli­ga­toriske termokande og intet tilbage at kæmpe for) brøler op og gÃ¥r anden gang for at hente mere remoulade og glædesstrÃ¥lende fortæller at servit­ri­cen gav en ekstra bakke gratis og bæller øl med gashÃ¥ndtag og kører hjem selv i den røde bil og læser Ekstra Bladet og ryger løs under gra­viditeten og fork­larer at det gjorde deres forældre ogsÃ¥ og de har da ikke taget skade og i det hele taget bare demon­str­erer sÃ¥ lille en horisont, sÃ¥ ringe et beslut­nings­grund­lag for at have en kval­i­fi­ceret mening om noget som helst…

SÃ¥ fÃ¥r jeg lyst til at skrive en bog eller lave en film. Ikke en af de populære, hvor vi ser men­nes­ket bag gen­nem­snits­danskeren, den lille mand. For den lille mand findes ikke mere (Soc.Dem: ‘den lille mand’ er nu en forsvin­dende lille gruppe af reelle tabere i sam­fun­det — se om I kan banke en poli­tik og nogle stem­mer op pÃ¥ den mÃ¥lgruppe). Den lille mand har fÃ¥et uddan­nelse og trailer til sin bil. Og gider ikke rigtig det fag­foren­ingsp­jat mere, for sol­i­daritet er nu sjovest, nÃ¥r alle ikke har noget. Gen­nem­snits­danskeren som alle taler sÃ¥ meget om — og som alle for­ven­ter er under­ud­dan­net, under­be­mi­dlet og smÃ¥dum — er muligvis smÃ¥dum, men har ikke nogen und­skyld­ning længere.

SÃ¥ bogen eller fil­men skulle ikke “i virke­lighe­den vise at vi alle er sÃ¥dan”. Den skulle hud­flette. Svine dem til og udstille deres lig­e­gyldighed over for alt­ing og cam­ou­fleret som ‘den danske folkesjæl’. Og det ville være groft og folk ville føle sig generet og udtale sig uden at have set noget eller læst noget og de der fik lyst til at læse ville gÃ¥ i Bog & Ide og ikke fatte, hvor ram­mende det i virke­lighe­den er for det hele.

Og det ville ikke være ondt ment over­hovedet. Det ville være et reelt udtryk for at man burde kunne kræve lidt mere, for­vente noget bedre. Kærligt, sÃ¥mænd. Respekt for en kæmpe befolkn­ings­gruppe, der er vant til at kunne grine lidt fjo­get under deres Ishøj-fontæne af en frisure og und­skylde sig med at “de ikke gÃ¥r sÃ¥ meget op i den slags”. Ingen “vi griner jo ikke af dem, men med dem”. For hvor­dan fan­den gør man det, nÃ¥r men­neskene man pÃ¥stÃ¥r man griner med aldrig har hørt om ens værk…