Jeg er efterhånden træt af at læse og høre mig selv og mine kloge os på, hvad hele industrier bør gøre og hvornår (for så er det jo ikke nemmere, trods alt). Så mens jeg bare glædes over at pladeindustrien langsomt, men sikkert får kærligheden at føle indefra, vil jeg bare dele den her, der beskriver det hele meget fint.
Asger Leth i dagens 24 timer:
Det er egentlig ikke særlig sjovt at sige “Se, hvad jeg sagde”, nÃ¥r dem man siger det til, stÃ¥r og græder. Og man gider ikke hovere over for nogen, der stÃ¥r fanget i søgelyset med bukserne sÃ¥ langt nede om anklerne, at vi kan se hver en urenhed pÃ¥ deres hvide baller. Men fuck det, de har selv bedt om det.