Forsiden: Dit barn har giftet sig med en idiot, er misbrugt ell. dræbt på en visuelt interessant måde. Du taber.
Side 2–8: Dit barn har giftet sig med en idiot, er misbrugt ell. dræbt pÃ¥ traditionel vis. Du taber.
Side 9: Dit barn er fra Greve Strand og har vist sit Amager-gevir mm. til en tyk mand i foto-vest og en masse stilladsarbejdere (og alle os, der ikke vil være ved det). Du taber.
Efter side 9: Dit barn er en håndboldpige. Du taber.
Lige før tegneserierne: Dit barn har det hårdt, men får mere i timen end du gør. Om du selv står for annoncerne eller ej: Du taber.
Bagsiden: Dit barn er pjattet med voxpop og/eller tv. Du taber.

Det smukke ved systemet er, at man har mulighed for (givet man overlever forside/side 2–8) at bevæge sig gennem avisen: Side 9-pige, sports-trunte, honningmis, pensionist. Karrierestige fra helvede. Tillykke med det. SÃ¥dan helt kort, er der ikke — sÃ¥ vidt jeg kan se — særlig mange grunde til nogensinde at ønske at se sit barn omtalt i Ekstra Bladet. Hvilket er interessant, skræmmende eller begge dele.

Ekstra Bladet: NÃ¥r man ikke er nogens mor…

Jeg formår ikke rigtig at sige noget interessant om noget, men svarer lydigt på spørgsmålene mellem indslagene. Læsere af denne blog vil næppe lære noget nyt, men det var ualmindelig hyggeligt.

Jeg burde nok have forholdt mig til indholdet i indslagene (sÃ¥ kunne jeg have sagt noget i retning af “nÃ¥, der er idioter i biler i provinsen? surprise.” og (endnu engang) “youtube er jo ikke internettet, selvom det lugter lidt af aol” og “der er faktisk nogle interessante mekanismer pÃ¥ spil ift. fame og imitation og sÃ¥r’n”. SÃ¥dan kan det gÃ¥, nÃ¥r dem pÃ¥ 30 laver radio til dem pÃ¥ 17.

Min karriere som bidragende til YouTube startede først i går med dette mesterværk. Så er ekspertrollen vist sikret.

For det totale, logiske meltdown: A video about video on the radio (video af min Hoist-medsammensvorne, Jon Froda). Meta-max på Flickr: A picture about the video about video on the radio. Puha.

Der mÃ¥ jo ogsÃ¥ være folk i afrikanske lande, som vi hjælper, der hellere vil være slackere, og arbejde med “noget med tv” — og bare mere har lyst til at SPISE den der fucking ged. Og er det sÃ¥ ikke helt fair? Jeg sender en ged. Men det bliver i hÃ¥b om, at nogen vil stege den hurtigt …

… NÃ¥, nu siger min veninde Kara, som faktisk VED noget om udvikling, at folk i Afrika er vilde med at læse socialvidenskab. De vil alle sammen være djøffere …

Først: Der er noget om snakken. Som tingene ser ud nu, også selv om forskellige former for teknologi giver diverse muligheder, er onlinehistorier sjældent præsenteret på en måde, der gør brug af årtiers viden om layout som vi kender det fra trykte medier.

Men hver ting til sin tid. Og sted. Online nyhedsformidling handler blandt andet om læsernes strukturerede og effektive omgang med historierne, hvilket blandt andet betyder at det der for journalisten opleves som en kreativ hæmsko netop kan være medvirkende til at historien overhovedet bliver læst, diskuteret og sendt videre.

SÃ¥ de faste formater i “et skabelonopbygget CMS” er forhÃ¥bentlig ikke sat i verden for at gøre livet surt for de layoutmæssigt ambitiøse eller for at CMS-leverandørerne kan tjene ekstra penge pÃ¥ tilretninger (hvilket dog ogsÃ¥ sÃ¥ absolut kan være tilfældet) — men for at sikre at historierne kommunikeres pÃ¥ en mÃ¥de, der overholder god skik inden for online formidling.

Internettet har været eet stort tilbageskridt for formidlingen af de gode historier.

Hvis der her menes “layoutmæssig interessant formidling af traditionelle artikler”, sÃ¥ kan man fint fremføre argumenter for at det i mange tilfælde er sandt. Men i min bog mangler der noget om hastighed, mængde og spredning.

Væk er prioritering af historierne på siden. Væk er forskelle i rubrikstørrelser. Borte er prioritering af billeder og opbygning med mange indgange til artiklen.

…

Det tog ellers ikke lang tid førend nettet (HTML-standarderne) gav mulighed for at regulere på alle de sædvanlige parametre: Fonttyper, fontstørrelser, farver og opstilling i spalter. Og ikke mindst størrelsen på billeder.

Igen, temmelig mangelfuldt. Prioritering: Kriterierne for fornuftig prioritering online har ikke nødvendigvis noget at gøre med layout — og jeg kan komme pÃ¥ masser af eksempler, hvor der varieres, fremhæves og anvendes alternative indgange. Muligheder: CMS-skabeloner og tekniske muligheder hænger ikke sammen pÃ¥ den mÃ¥de. All the styling options in the world won’t save you.

Der er masser af stivstikker-teknikere, der kan tale højt og længe om hvor svært (dyrt) det vil være at give flere muligheder, men som udganspunkt kan det meste fornuftige sagtens lade sig gøre. Især, hvis man vil betale og på forhånd har gjort sig klart, at muligheder kræver procedurer, hvis man vil køre en seriøs forretning. Det er simpelthen for nemt at tørre manglende muligheder af på onde CMS-fabrikanter eller firkantede krav til rationalisering.

De gode spørgsmÃ¥l Ernst Poulsen anbefaler man stiller sin leverandør skal ikke stilles som spørgsmÃ¥l. De skal stilles som krav. Med et løfte om at man ikke med den ene hÃ¥nd kræver effektivitet og “en mand skal kunne køre et helt site” og med den anden piver over manglende muligheder for at vælge forskellige udtryk til sine historier. At hÃ¥ndtere muligheder og fleksibilitet kræver evner og tid. Og hvis man har det og samtidig forstÃ¥r at prioritere sine virkemidler (nej, jeg tror ikke det er en helt vildt god ide at kunne justere kolonnebredden ad hoc — billeder, banner, forudsigelighed, ring a bell?), sÃ¥ er jeg sikker pÃ¥ man sagtens kan finde en leverandør, der kan levere lige, hvad man vil have.

Indtil de grafisk kreative placeres helt tæt på indholdspublicenterne på landets netredaktioner med en pose tid dedikeret til opgaven, vil min påstand stadig være, at hvis man savner fleksibilitet på sit nyhedssite, så handler det næppe om Content Management Systemets begrænsninger, men snarere om egne, ringe ambitioner.

Nej, jeg vil bare sÃ¥ gerne kunne drikke min morgenkaffe i fred uden at skulle høre de samme tre mennesker opdatere hinanden pÃ¥ den samme historie, referere B.T. for hinanden og komme med begavede forslag til, “hvordan man kunne have fundet ud af om den pige pÃ¥ billedet er Maddie. taler hun marokkansk, mÃ¥ske? a-HA!”.

FFS…

Væske i basunen ovre hos Torben Sangild.

Og det er heller ikke noget helt uinteressant væddemål.

Gider ikke engang besvære mig med et pladsforbrugs-breakdown, blot konstatere at det næppe er det sidste vi har set til stilen “fuck jer, kære besøgende — vi designer videre i lokalblads-stilen og bruger mest plads pÃ¥ ting, der blinker”. Suk.

Bare et lille gnavent pip: ComputerWorld har fået nyt design, Business.dk findes, Version2 findes. Avisen.dk er der osv osv.

Det er snart noget tid siden. Og de har blogs og kunder, der må bestemme ting. Og brugerne har bare så meget 2.0-magt at det er en fryd. Sidstnævnte kan man mene forskellige ting om. Og det er interessant, her hvor de traditionelle medier finder deres fodfæste i en verden, hvor alle andre har de samme muligheder som dem. Udfordringen er at fordele opgaverne, så de kompetente får gjort det de bør gøre.

Men hvad angÃ¥r kolonner og design og layoutet pÃ¥ de forskellige ‘2.0′-features: Er det det bedste I kan byde ind med? Jon Lund gennemgÃ¥r CW og peger pÃ¥ flere af de ting jeg selv finder problematiske: Jeg har som læser lidt svært ved at regne ud, hvordan ting er prioriteret, hvordan jeg selv øver min evt. indflydelse og hvad det er jeg bladrer i. Det gælder flere af de omtalte sites — og især C.W.

Og noget mere konkret: Jeg er ikke designer, men selv pÃ¥ et tidspunkt, hvor man har prædiket simplicity sÃ¥ længe at det er blevet hype i sig selv, upÃ¥agtet de gode intentioner, sÃ¥ har jeg svært ved at forstÃ¥ man kan stÃ¥ ved det rent grafiske og typografiske arbejde. Der lader ikke til at være noget særligt system i fonte, afstande osv. De fleste ligger tydeligvis stadig under for faste bannerstørrelser, en Windows XP-fascination i udviklingsafdelingen og en generel foragt for alt, hvad der hedder overskuelighed. Gnidrede smÃ¥ kolonner med lister blandet sammen med blog-style nyhedsuddrag, indrammede kasser i alt for mange farver osv. Min pointe er: ‘Den nye stil’ har designmæssige konsekvenser, hvis det skal gøres rigtigt. Og de fleste af de nævnte sites (bedøm selv, hvad der er hvad) overholder ganske ikke, hvad der mÃ¥ anses som god praksis. Designet hjælper i bedste fald med til at kommunikere — det er ikke kun eyecandy.

Og hvis nogen har svært ved at regne ud, hvad der er godt og hvad der er dårligt, så tag et kig på Microsoft, der stadig hænger fast i en meget tech-tung designstil. Tommelfingerregel: Når dit brugerinvolverende 2.0-site ligner MS-promotion, så er det tilbage til tegnebrættet.

Disclaimer: Nyhedssites er en bitch. Der ER meget man gerne vil på især forsiden, og bannere og lister af forskellig art forsvinder ikke bare fordi man har lyst til designe noget lækkert og brugbart. Omvendt: Luftskibet har formået at lave et site, der ikke får øjnene til at gøre ondt.

Men nu er jeg blevet ringet op af Frederik Andersen fra dato, der skriver en artikel om underskriftindsamlinger og var faldet over min blog. Glemte at spørge hvordan han fandt den, men selvom man trykker pÃ¥ de samme døde træer som underskrifter bliver afleveret pÃ¥, kan man jo godt Google lidt…

Nu kan der ske flere ting:

Først og fremmest kan jeg sikkert nå den erkendelse, at man ikke skal udtale sig om noget til journalister i telefoner, med mindre det virkelig ikke kan være anderledes og det er helt klart, hvad vinklen bliver. Giv mig 20 minutter, så er jeg der.

Men jeg kan blive gjort til elitær gennemsnitsdanmark-hader, der ‘ved bedre’ og udtaler mig som psudojurist og tror jeg kan dømme andre.

Eller jeg kan blive framet som nøjagtig lige sÃ¥ nævenyttig som de mennesker jeg angriber, idet jeg har lavet en mod-indsamling (som, indrømmet, skygger en del for budskabet — det var en joke, mkay?).

Eller, hvis alt gÃ¥r helt galt, som uvidende hippie-fjols, der ikke forstÃ¥r konsekvensen af at ‘forsvare’ den type mennesker, og sikkert er klar til at se igennem fingre over for alle typer af pædofili og tilsvarende ubehageligheder.

Ønskevinklen er selvfølgelig, at der trods alt også er mennesker derude, der har en rimelig tiltro til at politiet påtænker at idømme forbrydere deres straf, hvis de er skyldige, og som gerne ser man ikke, i et sikkert velment forsøg på at tage afstand fra ulovligheder, pisker en stemning unødigt op. Men den er svær. Hvad kan jeg dog have imod det, når nu han jo er skyldig? Er I med os eller mod os?

Personer der taler mod folkestemningen og tillader sig at spekulere lidt over, hvordan man opfører sig, skal helst være officielle eksperter, der kan tage deres titel på og mane til fornuft, ikke tilfældige studentikose unge mænd, der på deres egen blog mener de kan stramme sprogbrugen en smule og tale om nævenyttighed og smålighed. Den måde at formulere sig på kan på en god dag gå an på en blog, næppe som citat i en avis, omend jeg udmærket er klar over, at der på inge måde er, eller skal være, adskillelse mellem medieformer.

Efter at have søgt pÃ¥ danske blogs i gÃ¥r, er jeg ikke videre fortrøstningsfuld. Der er meninger fra begge ‘lejre’, men den hadske tone dominerer og flere af indlæggene er sÃ¥ langt ude (og balancerer helt klart pÃ¥ kanten af injurielovgigvningen), at jeg simpelthen ikke vil poste links af respekt for sund fornuft.

Selvretfærdige, velmenenende borgere, der føler sig overbevist om de har fat i den lange ende, kan være en farlig ting. MÃ¥ske det ikke er sÃ¥ skidt mit kommentarsystem er ustabilt…

at husstandsomdele nævenyttige klager…

Tveskovs bud på en ordentlig titel: 24-timers-notat-nyhedsavisen.

Svarre med halvfarlig pointe om postkasser (frit valg er godt, hele supermarkedet leveret på paller foran din opgang, så du selv kan vælge er bare noget fucking rod).

Hæsligt design: 24timer.dk
Beskedent site: dato.
Loadtider fra helvede; skidt start pÃ¥ “Vi vil simpelthen være landets […] bedste netavis”. (psst: ‘save for web’)

Sidstnævnte skulle have ambitioner om brug af nettet, de øvrige har jeg ikke hørt videre til. Til gengæld har alle jeg har hørt, i deres iver efter at forklare hvor unik netop deres avis er, forklaret hvor nemt og hurtigt det er at gå til. Det er en kvalitet og en detaljegrad vi kender fra nettet, så hvorfor genopfinde det?

BP og Shell osv. har for længst opdaget, at de nok har bedre af at opfatte sig selv som energileverandører snarere end dieselpushere — en tilsvarende indsigt kunne sikkert være godt i det danske medielandskab. Hvorfor ikke prøve noget helt nyt? Er det et ufravigeligt krav til at tjene sine penge, at importerede polakker skal bakse rundt med læssevis af papir?