Det må være usandsynlig svært at navigere på den internationale politiske scene, hvis man ikke alene er fremmedangst og ikke holder løfter, men også er bange i en sådan grad at man ønsker at andre lande skal agere som buffer:
– Kan vi i de hele taget forestille os et EU, som grænser op til Syrien, Irak og Iran? — spørger han. (Anders Fogh Rasmussen pÃ¥ dr.dk)
Hvad forestiller han sig? At lande ikke bare smitter, men at EU skal have en bræmme af stødpudenationer, hvis fornemste opgave det er at være vestligt orienterede og pakke det øvrige ‘det rigtige’ EU ind i tryghed? Findes der en skala — fx. fra 1–5 — baseret pÃ¥ afstand i lande til nationer af muslimsk observans?
“Vi ville gerne optage jer i EU, men det vil betyde at jeres allerede optagede naboland gÃ¥r fra en 4’er til en 5’er — og hvordan tror I sÃ¥ det vil være at være deres nabo? SÃ¥…desværre”…
Tags: eu
Jeg kan godt se hvordan din indvending hænger sprogligt sammen, men spørgsmålet er da helt relevant. Europa standser et sted.
Sprog er til dels pointen; jo, Europa har vel en grænse — og et værdisæt eller noget — men netop fordi det har en grænse, mÃ¥ man vel acceptere, at der er ting pÃ¥ den anden side af grænsen? Og defineret negativt ift. den ide, synes jeg det bryder lidt sammen. Hellere “Europa gÃ¥r hertil” end “Europa mÃ¥ ikke strække sig sÃ¥ langt, at naboen bliver…”. Inklusivt vs. eksklusivt.