Noget jeg tænkte pÃ¥ da jeg tog bÃ¥den hjem fra Berlin — om gennemsnitsdanskeren og socialrealistiske værker:
NÃ¥r jeg nu hele tiden brøler op, sÃ¥ er det ikke fordi jeg tænker jeg har løsningen pÃ¥ noget som helst. Eller tror at hvis bare alle mennesker var som jeg, sÃ¥…
Næh, jeg er bare skuffet. Som nu en træt aften pÃ¥ en røgfyldt færge, hvor den tidligere arbejderklasse (nu iført rød, japansk mellemklassebil og den obbligatoriske termokande og intet tilbage at kæmpe for) brøler op og gÃ¥r anden gang for at hente mere remoulade og glædesstrÃ¥lende fortæller at servitricen gav en ekstra bakke gratis og bæller øl med gashÃ¥ndtag og kører hjem selv i den røde bil og læser Ekstra Bladet og ryger løs under graviditeten og forklarer at det gjorde deres forældre ogsÃ¥ og de har da ikke taget skade og i det hele taget bare demonstrerer sÃ¥ lille en horisont, sÃ¥ ringe et beslutningsgrundlag for at have en kvalificeret mening om noget som helst…
SÃ¥ fÃ¥r jeg lyst til at skrive en bog eller lave en film. Ikke en af de populære, hvor vi ser mennesket bag gennemsnitsdanskeren, den lille mand. For den lille mand findes ikke mere (Soc.Dem: ‘den lille mand’ er nu en forsvindende lille gruppe af reelle tabere i samfundet — se om I kan banke en politik og nogle stemmer op pÃ¥ den mÃ¥lgruppe). Den lille mand har fÃ¥et uddannelse og trailer til sin bil. Og gider ikke rigtig det fagforeningspjat mere, for solidaritet er nu sjovest, nÃ¥r alle ikke har noget. Gennemsnitsdanskeren som alle taler sÃ¥ meget om — og som alle forventer er underuddannet, underbemidlet og smÃ¥dum — er muligvis smÃ¥dum, men har ikke nogen undskyldning længere.
SÃ¥ bogen eller filmen skulle ikke “i virkeligheden vise at vi alle er sÃ¥dan”. Den skulle hudflette. Svine dem til og udstille deres ligegyldighed over for alting og camoufleret som ‘den danske folkesjæl’. Og det ville være groft og folk ville føle sig generet og udtale sig uden at have set noget eller læst noget og de der fik lyst til at læse ville gÃ¥ i Bog & Ide og ikke fatte, hvor rammende det i virkeligheden er for det hele.
Og det ville ikke være ondt ment overhovedet. Det ville være et reelt udtryk for at man burde kunne kræve lidt mere, forvente noget bedre. Kærligt, sÃ¥mænd. Respekt for en kæmpe befolkningsgruppe, der er vant til at kunne grine lidt fjoget under deres Ishøj-fontæne af en frisure og undskylde sig med at “de ikke gÃ¥r sÃ¥ meget op i den slags”. Ingen “vi griner jo ikke af dem, men med dem”. For hvordan fanden gør man det, nÃ¥r menneskene man pÃ¥stÃ¥r man griner med aldrig har hørt om ens værk…
Uhyre præcist — desværre. Lortet gÃ¥r ad helvede til pÃ¥ middelklassens friværdi-lÃ¥n.