Om hvorfor det er beklageligt, at professionelle kommunikatører ikke har meget til overs for weblogs:
En muldvarp pÃ¥ Dansk pÃ¥ KUA (muldvarp som i “har rent faktisk sin daglige gang pÃ¥ stedet”) gÃ¥r i øjeblikket til et intenst kommunikationskursus ifm. et praktikforløb under Sproglig rÃ¥dgivning (som har denne øjebæ i stedet for et website).
Der lærer de en masse om kommunikation ude i virkeligheden og har derfor i sagens natur en masse eksterne undervisere, der har deres daglige virke…i virkeligheden. En sÃ¥dan ekstern (som jeg vil lade forblive unavngiven ligesom hans virksomhed da jeg selvklart ikke kender de præcise omstændigheder og ikke er ude i et personligt ærinde — lad os bare sige at det er et større københavnsk bureau, der rekrutterer og underviser en del fra og pÃ¥ Dansk) havde denne kommentar til et spørgsmÃ¥l til bloggingens rolle ifm. skriftlig stil og henvendelsesformer pÃ¥ nettet:
“Haha.. hvorfor vil I vide noget om weblogs? De er uinteressante og utroværdige, da afsenderforholdet er uklart. Kommmunikationen er grumset.. smÃ¥ lommedagbøger.. Gider ikke at læse dem, men der er stadig folk, der tror at det er det helt store.. haha” (løseligt gengivet efter muldvarpens hukommelse)
Disclaimeren først: Der kan have været gode grunde ifm. den konkrete vinkel på denne dags kursus, ligesom personlige meninger er helt fint med mig. Ligeledes lykkedes det hovedpersonen at grave Arlas weblogs frem efter lidt betænkningstid over en pause, hvorfor det så absolut ikke skal fejes bort med en kommentar om uvidenhed.
Men: Først og fremmest skal man være en skidt kommunikatør og underviser for folk, der om kort tid skal ud i en virkelighed, hvor forholdet mellem virksomhed og kunde er under pres, hvis man ignorerer 30mio+ weblogs, ser bort fra at aviserne så småt er begyndt at eksperimentere, Arla og andre har truffet deres valg og at hans egen virksomhed i øvrigt lader til udmærket at vide, hvad det handler om.
Det hører naturligvis med til historien, at den modsatte pÃ¥stand — at weblogs er det helt store og egenhændigt kan redde verden — er lige sÃ¥ absurd (omend jeg gladeligt delvis leverer skyts til det standpunkt), men arrogancen er slÃ¥ende (nej, jeg er ikke tøsesur) og jeg synes han gør de studerende en bjørnetjeneste ved kategorisk at benægte enhver accept af blogegns indtog og de gode ting det nu har ført med sig.
I en corporate kontekst kan man vel som minimum notere sig:
- at Arlas afsender er temmelig klar og det dagbogspræg der er over visse steder, er et bevidst valg
– at alternativet, centralt styret kommunikation gennem pressemeddelelser og øvrig webkommunikation, for de fleste tænkende individer som minimum vil have samme troværdighedsproblemer, og at:
– webloggen derfor er et af flere forsøg pÃ¥ at komme i øjenhøjde med kunder, der er trætte af marketing-speak og idyllisk bondegÃ¥rdsreklamefilm.
Sidstnævnte kunne meget vel være den fornemste opgave for en kommunikatør i en større dansk virksomhed, så skulle man ikke selv tro på webloggen som platform (og det er man i sin gode ret til), så kan man sikkert med fordel holde godt øje og høste de erfaringer der nu er.
Vores hovedperson leverede flere guldkorn, hvoraf et af dem handlede om søgemaskineplacering som “de fleste weblogs simpelthen ikke hÃ¥ndterede lige sÃ¥ godt som alm. websites”. Efter en lang snak til de mÃ¥bende studerende om eyetracking og fokusgrupper er det selvfølgelig et oplagt synspunkt, var det ikke fordi det, sÃ¥ vidt jeg kan regne ud mÃ¥ være lodret forkert. Den samlede mængde af udviklere pÃ¥ div. open source bloggingplatforme lader til at have fat i den lange ende hvad kodning angÃ¥r ift. de fleste corporate websites’ tunge arv af gammel kode og middelmÃ¥dige udviklere.
Kottke nævner Dave Winer, der har kloge ord at sige om den del (og mange andre af tingene jeg netop har nævnt) pÃ¥ et Long Bet: “In a Google search of five keywords or phrases representing the top five news stories of 2007, weblogs will rank higher than the New York Times’ Web site.”
Konklusion: Don’t listen to bad advice.
God post. Troede et øjeblik jeg var ung igen da jeg fulgte linket til den fæle øjenbæ. Et kort øjeblik føltes det som at være i Ã¥ret 1995, men sÃ¥ mÃ¥tte jeg ogsÃ¥ himle da jeg “vÃ¥gnede”.
Jeg troede, det var RUC, du skrev om :-)
Jeg mødte nemlig lige en RUC-studerende den anden dag, som åbenbart har haft en underviser, som har boet under den samme sten, som ham du beskriver her.
Det her eksemplar var blevet helt overbevist om, at al kommunikation altid er baseret pÃ¥ manipulation — at man altid har et budskab, som man manipulerer igennem — og at det her med at vi fører samtaler, bare er det nyeste manipulative trick (sic!)
Det faldt ham ikke ind, at læserne i kommetarfelterne kan spørge til mine motiver, min kontekst, mine bias :-) Og hans pointe var så, at hvis de gør det, så manipulerer jeg dem bare til at komme tilbage efter mere manipulation (jeg er simpelthen så dygtig til det her!)
Og pas nu pÃ¥, hvis du deltager i denne samtale — det er den vildeste manipulation, der foregÃ¥r her — uinteressant og utroværdigt :-)