Kære ven.
Du har Ã¥benbart mit nummer i din telefen. Og i mange mÃ¥neder har du ringet, næsten med præcision, hver formiddag. De sidste par uger er det blevet mere tilfældigt. Men næsten hver dag ringer du, eller din lomme, til min telefon. Fra ‘privat nummer’.
I starten tog jeg den. Og en sjælden gang aflytter jeg de (korte) beskeder der efterlades for at se om jeg kan høre hvem du er. Men dine venner taler lavt, eller stoffet dine bukser er lavet af, er for tykt.
Men jeg kan ikke ringe tilbage. Eller lægge en besked som du gør.
Så hvis du vil mig noget, må du finde modet til at blive i røret lige lidt længere. Og hvis ikke, må din lomme godt se at blive lidt voksen. Og hvis du er en forsvunden ven, der holdes fanget af onde gidseltagere et sted, hvor du kun kan ringe ganske kort må jeg undskylde. Jeg kan ikke komme på nogen af mine bekendte jeg savner og ikke ved hvor er. Så hvis du vil have hjælp, skal du nok prøve en der holder lidt mere af dig.
Og til alle med tykke bukser: Check lige jeres mobil og se om der ringes dagligt til den første på listen (Anders). Tak.
